HVOR LANG TID GÅR KALVEN SAMMEN MED KOEN?

Hos Friland Kødkvæg går kalven sammen med koen i minimum fem måneder. Dette er muligt, da kødkvæg er opdrættet med høj kødkvalitet for øje og efter regler hvor kvægets naturlige adfærd tilgodeses. Kalvene kan derfor tilbringe længere tid med koen og får dækket sit naturlige suttebehov.

 

ER KVÆGET ØKOLOGISK?

Kvæg fra Friland Kødkvæg er ikke økologiske. Mange af dem går dog på marker, der ikke bliver sprøjtede og er en del af Danmarks Naturbeskyttede arealer, hvor kvæget tjener som naturplejere. Men der er ikke krav om at foder, ensilage eller hø skal være økologisk.

 

GÅR KREATURERNE UDENFOR HELE ÅRET?

Nej - det er kun et krav, at kvæget går udenfor i sommerhalvåret. Som udgangspunkt betyder det, at alle dyr skal have fri adgang til græsarealer i mindst 5 ½ måneder i sommerperioden (defineret som 1. april - 1. november). Det tillades dog, at man i forbindelse med færdigfedning og sygdom holder kvæget på stald i sommerperioden - dog maks. 12 uger. Når kvæget er på stald, er der krav om, at de skal kunne bevæge sig frit rundt i stalden. Derfor går kvæg fra Friland Kødkvæg altid i store løsdriftsstalde i vinterperioden. Mange kødkvægsracer er dog velegnede til at gå udenfor hele året, hvilket de så selvfølgelig gør. Når kvæget går udenfor, er der krav om, at de skal have mulighed for at søge læ for vind og vejr.

 

BLIVER KVÆGET HALALSLAGTET?

Nej, det gør de ikke. Ingen dyr, der bliver leveret til Friland, bliver halalslagtede. Inden aflivningen, der foretages med et øre-til-øre halssnit, er koen blevet bedøvet med et penetrerende skud i panden fra en boltpistol. Dette sikrer, at koen er bevidstløs, når den får halsen skåret over og efterfølgende afbløder.

 

HVOR MEGET PLADS HAR KVÆGET?

Græsarealerne skal være tilstrækkeligt store og min. 500 m² pr. dyr hvilket svarer til 20*25 m. For alle dyr, der går ude i vinterperioden, er der behov for betydelige arealer, der ikke er vandlidende, for at sikre dyrene mulighed for at færdes på tørre arealer, der ikke er trådt op

 

MÅ KVÆGET FÅ MEDICIN?

Kvæget må gerne behandles med medicin, men først når et sygdomstilfælde er konstateret af en dyrlæge. Medicinen må altså ikke gives forebyggende. Derudover er der dobbelt tilbageholdelsestid for behandlede dyr i forhold til konventionelle dyr, der ikke er med i mærkeordningen.

 

HVORNÅR SLAGTES KVÆGET?

Kvæget kan godkendes som Friland Kødkvæg når dyret er mellem 12 - 42 mdr. Dette gælder dog ikke ungtyre, der bliver slagtet, når de er mellem 12 - 24 mdr. Det er landmandens egen vurdering, der ligger til grund for, hvornår et dyr sendes til slagtning. Slagtekroppene bliver bedømt på form, fedme og farve på slagterierne, ligesom pH-værdien måles på alle dyr. Dette ligger til grund for den endelige kødkvalitet og eller mindst spiseoplevelsen hos forbrugerne.

 

MODNES OKSEKØD FRA FRILAND KØDKVÆG?

Alt oksekød fra Friland Kødkvæg modnes i min. 12 dage inden det opskæres til bøffet eller stege. En del af kødet bliver dog modnet meget længere. Enten ude hos den lokale slagter eller i Guldrummet i Kolding, hvor dygtige slagtere arbejder med blandt andet krogmodnet kød.