Angus er verdensberømt for sin høje kødkvalitet. Kødet vurderes af forbrugerne til at have en excellent mørhed, samt en lækker oksekødssmag med masser af saftighed. Netop fordi kødet har en naturlig intramuskulær fedtmarmorering, der giver saft og kraft, er det nemmere at tilberede kødet, uden det bliver tørt.

Oprindeligt stammer Angus fra Skotland og er en stærk og hårdfør race, som ynder at gå ude hele året. Den er nøjsom og trives godt som naturplejer, f.eks. ude på de danske enge eller heder.

Angus kvægracen kan kendes på den sorte farve. Dog findes Angus også som rødbrune. Dens krop er massiv og kompakt med en god muskelfylde uden synlige fedtdepoter.