Friland Kødkvæg

Kød fra FRILAND KØDKVÆG stammer primært fra kvægracerne Angus, Limousine, Hereford, Salers og Højlandskvæg, som hver især bidrager til mangfoldighed i smagen af deres kød. Smagen afhænger af kødkvægets race, opvækst, alder og køn.

Alt oksekød fra FRILAND KØDKVÆG er opvokset hos danske landmænd, hvor dyrevelfærden og pleje af naturen har første prioritet. Alle landmænd bliver kontrolleret og godkendt af Dyrenes Beskyttelse, en gang om året. Når Dyrenes Beskyttelse har godkendt landmandens produktion, kan FRILAND KØDKVÆG fra denne landmand bære mærket " Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Det er din garanti for, at kvæget har haft en opvækst, som tilgodeser dyrenes naturlige adfærd.

Sådan lever FRILAND KØDKVÆG

For mange er dyrevelfærd og etik en vigtig del af kvaliteten ved et lækkert stykke oksekød. Derfor skal alle landmænd af FRILAND KØDKVÆG godkendes af Dyrenes Beskyttelse og leve op til en række specifikke regler. F.eks. skal kvæget i sommerhalvåret gå på græs, kalvene skal gå hos moderen i minimum fem måneder og dyrene skal altid gå frit. En del af det kvæg, som indgår i FRILAND KØDKVÆG, anvendes desuden til naturpleje, dvs. kvæget afgræsser arealer, som er udpeget af myndighederne som officielt beskyttet for at sikre dyre og planteliv i området.

  • Skal i sommerhalvåret græsse på marker, oftest som naturplejere
  • Lever i store løsdriftsstalde om vinteren med plads til motion
  • Får tildelt store mængder strøelse (halm) i stalden
  • Alt FRILAND KØDKVÆG er kontrolleret og godkendt af Dyrenes Beskyttelse
  • Kalve skal have adgang til at patte frit i mindst 5 måneder hos koen.
Ofte stillede spørgsmål om Friland Kødkvæg

Racer under FRILAND KØDKVÆG

FRILAND KØDKVÆG er en mangfoldighed af sorte, hvide, røde, brune og brogede okser af hver sin race og med hver sin karakter. Racernes levevis og muskler er forskellige. Nogle kan klare frost og sne. Andre har brug for mere omsorg. Noget kød er lyst og magert, mens andet er mørkt og fedtmarmoreret.