- Det giver smågrisene et par ekstra uger hos soen. Derefter bliver de lukket ind i stalden, som er min gamle kostald. Den er nu indrettet med bokse, hvor grisene har halm at ligge i – og mulighed for at gå ud i det fri i løbegårde, når de trænger til frisk luft, siger Preben Drastrup og erklærer sig som kompromisløs økolog.

- At være økolog betyder alt for mig. Havde den mulighed ikke eksisteret, havde jeg ikke været landmand i dag, fastslår Preben Drastrup, som lagde om til økologisk svineproduktion i 2006 efter at have været konventionel mælkeproducent i 25 år.

- Da jeg begyndte som landmand, fandtes begrebet økologi ikke. Men jeg var ikke meget for kemikalier og sprøjtede ikke mine roer og gødede aldrig mine græsmarker med kunstgødning. På et tidspunkt gik en af mine naboer over til økologi. Jeg fulgte med i hans arbejde og lagde så selv om for 10 år siden. Det har jeg ikke fortrudt, understreger Preben Drastrup. 

Ren business

Hans glæde ved at være økolog handler om meget mere end at få en højere pris for sine grise. Høj dyrevelfærd, grisenes trivsel og evnen til at kunne opfylde forbrugernes behov for økologisk kød og friheden i produktionsformen er også store og vigtige faktorer.

- Jeg ville ikke kunne gå inde i en stald hele dagen, men elsker at være ude og nyder at se grisene tumle på marken og rode i jorden både sommer og vinter. En omgang sne får dem ikke til at holde sig fra at være aktive. Og så må fodermesteren leve med, at han af og til skal gå i en halv meter mudder i vinterhalvåret, siger Preben Drastrup med et smil og erklærer sig som fan af uforudsigeligheden.

- Forleden gik strømmen ved nogle af vores søer, så dyrene var rendt ud og var over det hele. En anden dag punkterer dækket på en traktor. Ikke en dag ligner en anden. Det er skønt. Det samme gælder arbejdet i marken. Når du har tromlet og sået om foråret, må du tage vejret og tingene, som de kommer og slappe af indtil høst. For som økolog følger du naturens gang, konstaterer Preben Drastrup og understreger sin professionalisme.

- Ingen skal tro, at jeg har kælegrise. At være økolog er ren business, siger Preben Drastrup.  Han viser gerne sin bedrift frem til blandt andet den årlige Sofari, hvor forbrugerne inviteres ud på de økologiske bedrifter for at opleve det økologiske griseliv. Desuden åbner Preben Drastrup også med fornøjelse dørene op for skoleklasser og fortæller om sine grise og sin bedrift.   
- Vi skal være stolte af det, vi laver og være lige så stolte af at vise det frem, fastslår han.  Ud over fodermesteren har han en medarbejder i stalden, hvor de drægtige søer går, og søger desuden en tredje mand.

- Vi har forøget antallet af søer fra 200 til 300 og skal selvfølgelig fortsat kunne have en 37 timers arbejdsuge. Desuden skal jeg passe på mig selv. Jeg er 60 år og vil gerne kunne holde en hel del år endnu, for jeg er vild med at være økologisk landmand, forklarer Preben Drastrup. 

Hvis du vil vide mere om konceptet, eller har spørgsmål omkring opdræt af økologiske grise, kan du finde svar på det meste, ved at klikke på dette link. 

 

Preben Drastrup er gået på pension og er ikke længere leverandør til Friland Økologi.