Anita Rankenberg Juel er selvstændig landmand og driver Flintholm Økogrise, der leverer økologiske søer til Friland og smågrise til flere af Frilands leverandører af slagtegrise.

Det var ikke en længerevarende beslutning, der fik Anita til at blive økologisk landmand. Heller ikke selv om hun voksede op i økologiske rammer hos sine forældre, der leverer økologiske kreaturer til Friland. Men da hun var i lære hos Nicolaj Pedersen – der som Frilandmand satser på at uddanne en ny generation af Frilandmænd – blev hun forelsket i det økologiske koncept.

- Jeg elsker at gå ude på marken ved grisene og vil gerne gøre det bedste for grisenes dyrevelfærd. Og så kan jeg ikke gå inde i en stald en hel dag, siger Anita Rankenberg Juel.

Planen var ikke at blive selvstændig landmand, men da kæresten var på en længere ferie i New Zealand, købte hun 80 søer til gården, hun lejer af sine forældre. I dag er hun ved at udvide til 200 søer på sine 50 hektar jord. Ud over hende selv har hun to elever, der hjælper til i det daglige arbejde.

- Jeg er enormt stolt af at komme fra ingenting til at have skabt en arbejdsplads til andre. Det at være en lidt anderledes type landmand med lyst hår og lange negle i stedet for stereotypen med en krumrygget gammel mand kan jeg godt være lidt stolt af, siger Anita Rankenberg Juel.

Krølle på halen

Smågrisene er noget af det første, der møder gæster på vejen ud til gården. Hele året rundt opholder de økologiske smågrise og søer sig på markerne omkring gården i Brørup, hvor de med krølle på halen roder i jorden med trynen.

- Jeg arbejder 100 procent med hjertet og kommer rundt til alle grisene hver dag for at se, om de har det godt. Så det kan godt blive en lang arbejdsdag for mig, når jeg skal nå rundt til dem alle. Jeg har tit dage fra klokken syv om morgenen til klokken fem om eftermiddagen, men det gør mig ikke noget. Det giver mig en enorm drivkraft at se soen smide sig i sølehullet og vende sig, siger Anita, der dagligt fordeler to tons foder til grisen og gennemsnitligt tager 11.000 skridt.

Selvom Anita kunne bruge al sin tid på at kæle med grisene, er hendes økologiske landbrug også en forretning, der skal løbe rundt. Her er kæresten Allan Mazur Thomsen en vigtig partner i Flintholm Økogrise.

- Vi skal selvfølgelig også tjene på det. Det er jo også en forretning, men vi skal også have glæde os til at gå på arbejde hver dag. Vi plejer at sige, at jeg tjener pengene og min kæreste Allan sørger for, at vi ikke smider dem væk, griner Anita.

Populære grise på Facebook

Grisene er ikke kun populære i lokalområdet. På Facebook følger godt 7.000 med i grisenes hverdag. Næsten dagligt bliver siden opdateret med video og billeder fra grisenes færden på markerne.

- Det giver mig så meget, at folk er så positive på min Facebook-side. Det er helt klart et skulderklap i stedet for en kold spand vand i hovedet, siger Anita.

Hendes følgere er ikke ene om at hædre hendes indsats på Facebook. Således fik hun for nylig et legat fra Brørup Landboforenings Fond på 10.000 kr., fordi hun med sin side er en god ambassadør for dansk landbrug.

Indholdet på siden giver forbrugerne et indblik i arbejdet på en økologisk gård, hvor hun vil vise, at søerne og smågrisene har det godt. Det skal være med til at invitere forbrugerne indenfor.

- Jeg vil vise, hvad det er, vi går rundt og laver. Så vil jeg også gerne fremhæve, hvad man betaler ekstra for, når man køber økologisk. Jeg prøver at holde det positivt og skrive og det, som folk spørger om. Så jeg vil gerne gøre mine følgere klogere på det, de gerne vil vide, fortæller Anita.

Hvis du vil vide mere om konceptet, eller har spørgsmål omkring opdræt af økologiske grise, kan du finde svar på det meste, ved at klikke på dette link.