Ude mod vest – lidt uden for Herning, i nærheden af Vildbjerg – ligger en gammel, hvidkalket herregård fra 1700-tallet. Den tre-længede hovedbygning danner rammerne om det, der siden 1912 er gået under navnet Møltrup Optagelseshjem.

Møltrup er et hjem, hvor mænd, som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv, kan finde hjælp til at tage livet op på ny. Der er ikke tale om et behandlingssted, men et fristed og meget nærliggende har de frilandsgrise på herregården.

Der er plads til 120 mænd på herregården ad gangen, og her bidrager de med arbejdskraft i blandt andet værksted, slagteri, café og landbrug. Et af de nyere tiltag på Møltrup, er et topmoderne område med Frilandsgrise, hvor der opdrættes slagtegrise. En del af grisene går til Friland, mens en andel bliver solgt via optagelseshjemmets egen gårdbutik.

Taget på stalden er en teltdug

-Vi byggede stalden i 2016 udfra den tanke, at den skulle give grisene de samme muligheder og vilkår for naturlig adfærd, som de kunne få ude på marken, siger Per Hald, der er staldmester på Møltrup Optagelseshjem.

Derfor ligner stalden heller ikke en traditionel stald. Grisene har blandt andet adgang til hytter i stalden, og der er store områder med jord. Derudover er der ikke et fast tag over staldbygningen, men i stedet en stor teltdug, der lader lyset trænge igennem.

- Mange spørger jo direkte ind til, hvordan Frilandsgris bliver opdrættet. Her kan vi så fortælle dem, at dyrevelfærden er vigtig, og at grisene lever under rigtig gode forhold. Når grisene har det godt, kan vi lave gode kødprodukter, og det er jo i bund og grund det, det handler om, siger Per Hald.

Den ekstra plads, adgangen til det fri og den høje dyrevelfærd er netop i højsædet hos Friland, og blandt andet derfor bærer kød fra Frilandsgris mærkningen "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse", og har tre ud af tre mulige dyrevelfærdshjerter i den statslige dyrevelfærds-ordning Bedre Dyrevelfærd.

Giver indhold i tilværelsen

Arbejdet med Frilandsgris indgår som et vigtigt element i processen med at give hjemmets mænd indhold i tilværelsen og noget at være stolte af.

- Grisene bidrager til, at beboerne får indhold i hverdagen og noget at stå op til. Mange har psykiske diagnoser eller misbrugsproblemer, og vi oplever faktisk, at den daglige kontakt med grisene giver beboerne mere ro og bringer dem i balance, siger Per Hald, og han vil ikke afvise, at man vil udvide med flere grise på sigt.

Flere af beboerne på Møltrup Optagelseshjem er efter endt ophold blevet så inspireret af Frilandsgris og landbrugslivet, at de har lagt livet om og er søgt ind på en landbrugsuddannelse.