Gården med Frilandsgris, som Morten Bruun driver lidt udenfor Hadsund, er et vaskeægte familieforetagende. Hans bedsteforældre byggede gården i 1939, og han er tredje generation. Ja, faktisk er den fjerde generation også sat ind i tingene og hjælper til, når der er behov for det.

- Gården hedder Vitskue, og er en slægtsgård. Det passer meget godt med Frilandsgris. I mine øjne er det en lidt gammeldags måde, men en god måde, at have grise på, hvor det er mere på dyrenes principper, siger Morten Bruun.

Men selvom Morten Bruun godt kan lide den gammeldags måde, er der selvfølgelig også tiltag og ting på gården, som man absolut ikke brugte i 1939.

Foderanlægget på Vitskue er nemlig automatiseret, og hver enkelt Frilandsgris får præcis den mængde foder, som den har behov for. Foderblandingen bliver nemlig “serveret” individuelt ud fra grisens vægt, da den inden måltidet er blevet vejet på en automatisk vægt.

- Det er smart, og det frigiver lidt tid til at kunne lave andre ting i stalden, som gør livet bedre for grisene, siger Morten Bruun.

For der er en del andre ting, der også kræver frilandmandens opmærksomhed i løbet af en almindelig arbejdsdag. Udover Frilandsgris har Morten Bruun også 60 hektar med afgrøder, ligesom han også arbejder på en nærliggende gård som landbrugsmaskinmekaniker.

Blev glad for det

Det er dog Frilandsgris, der står hans hjerte nærmest, og hvis han kunne tage en snak med sit yngre jeg, ville han opfordre ham til at satse endnu mere på Frilandsgris.

- Jeg har kun slagtegrise. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gerne have haft hele processen selv, helt fra grisene fødes ude på marken, fravænnes og flytter ind i stalden hvor de vokser sig store. Men da jeg begyndte med Frilandsgris, vidste jeg jo ikke, at jeg ville blive så glad for det, siger Morten Bruun.

Han er særligt glad for, at frilandsgrisene har masser af plads og adgang til udearealer i form af løbegårde gennem hele livet.

- Når man kommer ind i min stald, er der ingen midtergange. Når jeg er derinde, går jeg rundt blandt grisene. De er generelt meget nysgerrige dyr, og der går ikke lang tid, inden jeg har en hel hale af grise efter mig, mens jeg arbejder. Så man kommer tæt på dem. Det gør også, at jeg faktisk kan genkende hver enkelt gris, siger han.

Viser gerne frem

Interessen for Frilandsgris er stigende blandt forbrugerne, og de fleste danskere har efterhånden hørt om konceptet. Dette oplever Morten Bruun også.

- Reaktionerne er altid positive, når folk opdager, at vi har Frilandsgris. Så skal de næsten altid lige med over og se, hvordan grisene har det. Vi har haft børnenes klassekammerater, deres forældre og mange andre med ovre i stalden. Det er rart at kunne vise grisene frem og fortælle lidt om dyrevelfærden. Vi kan jo vise, hvordan dyrene har adgang til det fri hele livet. Først ude på markerne, og senere når de kommer på stald og kan gå ud under åben himmel i løbegårdene, siger Morten Bruun.

Han har i øjeblikket en ansøgning liggende hos kommunen, hvor han håber på at blive godkendt til at få flere frilandsgrise.