Større er ikke altid bedre.

Mens nogle landmænd gerne vil levere rigtig mange slagtegrise, er der også de frilandmænd, som er godt tilfredse med at drive en en mindre produktion. Sådan en frilandmand er Inge Jakobsen fra Holstebro.

“Det passer mig rigtig godt, at jeg kan være med i hele processen. Jeg har overblikket og ansvaret helt fra grisen bliver født, og indtil den køres på slagteriet,” siger Inge Jakobsen, der passer grisene i hverdagen, mens hendes mand Bjarne Jakobsen også hjælper en smule til. Han driver dog også sin egen entreprenør-virksomhed.

Lejede jord hos svigerforældrene

Da Inge Jakobsen startede op som frilandmand tilbage i 1997, var det faktisk med tre gange så mange søer, end der bor på gården i dag. Hun lejede 10 hektar jord på gården, for på dette tidspunkt var det nemlig Bjarnes forældre, der ejede den.

“Det var en nem måde at komme i gang på. Det eneste der skulle gøres var at få bygge noget hegn, rejst nogle farehytter også kunne de 150 frilandssøer flytte ind,” fortæller Inge Jakobsen.

Selvom det nu er mere end 20 år siden, oplever Inge stadig den samme arbejdsglæde ved at passe frilandsgrise.

“Det er jo en fornøjelse at se, hvor godt vores grise har det. De er ligeglade med, om det er en regnfuld november dag, eller om det en solrig forårsdag i april. Grisene skal nok komme ud af deres hytter og gå på opdagelse alligevel. Det er straks værre med fodermesteren. Hun er lidt bedre tilpas om foråret,” griner Inge Jakobsen.

Byggede ny stald

Til at starte med, havde Inge ikke opdræt af slagtegrise, og solgte derfor alle smågrisene videre til andre frilandmænd, når grisene blev fravænnet soen efter minimum fem uger. I 2002 byggede parret en stald, der levede op til Frilandskonceptet, hvor grisene blandt andet har ekstra god plads og adgang til udearealer i form af løbegårde.

“Vi skruede produktionen op til 200 søer, og vi begyndte selv at opdrætte en del af grisene,” siger Inge Jakobsen.

Efter et par år blev parret dog enige om, at der skulle skrues lidt ned for blusset igen. De gik fra 200 til 50 søer, hvilket er det samme antal, som de har i dag. De opdrætter selv alle frilandsgrisene, som de leverer til Friland.

En forlænget weekend om året

Som tidligere nævnt, er det Inge Jakobsen, der styrer det meste af produktionen af Frilandsgris. Der er ingen ansatte på gården, og det kommer der formentlig heller ikke.

“Vi plejer at holde fri en forlænget weekend ca. en gang om året. Her får vi hjælp af én, der fodrer og passer grisene. Men det er nok det nærmeste, vi kommer at få ansatte,” siger Inge Jakobsen og fortsætter:

“Storproduktion er ikke noget for os. Jeg har intet imod store gårde, hvor der er mange ansatte. Det skal der også være plads til. Præcis som der også skal være plads til både konventionelle, friland og økologiske griseproduktioner,” siger hun.