Det var lidt af et tilfælde, at Carsten Poulsen fra Sørvad i Vestjylland endte med at blive frilandmand. Inden han sammen med sin kone Birthe købte gården mellem Herning og Holstebro, havde han arbejdet med malkekøer i en årrække, og han var da også stadig ansat på en nærliggende gård, da han kastede sig ud i arbejdet med Frilandsgris i 1993.

“Jeg ville gerne have mine egne dyr. Allerede dengang var det populært at have Frilandsgris, og folk begyndte at tænke mere på bedre dyrevelfærd,” siger Carsten Poulsen.

Valget faldt på Frilandsgris, da det viste sig, at det var nemt at komme igang med uden der skulle foretages store investeringer eller ombygninger af et staldanlæg.

“Jeg startede med ti søer og nogle hytter på marken til dem. Jeg arbejdede på dette tidspunkt stadig med malkekøer, så der var mest på hobbyplan og for at prøve det af,” siger han.

En løbende opgradering

Gennem årene er antallet af søer steget gradvist, og i 1997 blev gården udvidet med en moderne stald til slagtegrisene, så opdræt af grisene også kunne klares på gården. Dermed blev Carsten Poulsen fuldtidsfrilandmand, og han har lige siden leveret slagtegrise til Friland.

“Jeg har nu 180 søer, men det tal skulle gerne ende på 200 inden jeg overlader gården til min søn om et par år,” siger Carsten Poulsen, der er 63 år.

Sønnens hedder Dan, og han er allerede en stor del af den daglige drift på gården. Dan passer grisene ude på marken, mens Carsten tager sig af grisene, når de efter fem uger flytter ind i stalden, hvor der er rigeligt med plads, masser af halm og adgang til udeareal i form af løbegård.

God til at bryde isen

En sidegevinst ved at være frilandmand er ifølge Carsten Poulsen, at jobbet helt naturlig bliver et samtaleemne.

“Man skal nærmest bare nævne, at man har frilandsgrise, så kører snakken. Folk vil gerne vide mere om grisene, og alle er jo rigtig glade for, at vi gør lidt ekstra for dyrevelfærden. Så hvis man gerne vil i snak med folk, skal man bare anskaffe sig en Frilandsgris,” siger Carsten Poulsen.

Selvom han snart når pensionsalderen, og sønnen får det overordnede ansvar på gården, så opgiver Carsten ikke livet som frilandmand lige foreløbigt.

“Jeg bliver ved med at arbejde ligeså længe, som kroppen tillader det. Den friske luft og det fysiske arbejde, det vil jeg ikke være foruden,” siger han.