Vintergrise på Land-TV


Vintergrise på LandTV

I den kommende uge får seerne af de nye digitale regionale tv-kanaler chancen for at se, hvordan frilandsgrise har det om vinteren. Det sker, når landbrugets tv-kanal LandTV sender en udsendelse om udedyr i vinterkulden, som blandt andet rummer optagelser fra Jan Gram Pedersen frilands-besætning i Sdr. Felding.

- Det har været en pragtfuld vinter, siger Jan Gram Pedersen som er blandt de producenter, som ikke beklager sig over en vinter med rigelig frost og sne.

Grisene har det på mange måder mere behageligt end i en varm sommer. Han nyder også selv den klare tørre luft, som har givet ham meget lidt ekstra-arbejde. I frosttiden er han begyndt at give søerne vand direkte i de isdækkede lavninger som naturligt dannes i marken. Dermed sparer han dagligt at skulle slå hul på isen i trugene. Han indrømmer dog, at han muligvis ville have set anderledes på det, hvis han i det sydlige Jylland havde fået lige så meget sne, som kollegerne længere nordpå.

Én ekstra opgave har han dog taget på sig i vinterkulden: Han er begyndt at lukke for søernes hytter om natten. Det er blevet en fast aftentur sammen med hustruen at gå rundt at lukke for hytterne, og han mener at det muligvis vil være en god idé at fortsætte med at lukke helt hytterne frem til temperaturen kommer op over 5 - 10 grader, da det kan give ekstra beskyttelse til smågrise som er er kommet til at ligge for tæt ved hyttens indgang.

Under besøget er kontrollant Peter Espersen fra Dyrenes Beskyttelse med til at kommentere forholdene for dyrene, og han bekræfter at grisene på mange måder har et bedre liv i de vådere og varmere perioder af året.

LandTV er en ny tv-station som startede februar. Udsendelserne sendes på forskellige tidspunkter på de regionale tv-kanaler i provinsen. Efter premieren i slutningen af den kommende uge, kan udsendelsen om frilandsdyr i vinterkulden dog også ses på LandTV's hjemmeside.

Læs også tiidligere nyhed om grise i vinterkulden



Print from www.friland.dk 09.02.2012.
Friland A/S
Brårupgade 3 . 7800 Skive
Tlf. +45 8919 2760 . Fax. +45 8919 2351