Kødsalg uændret trods krisen


Eksplosiv stigning i
eksport af øko-svin
 

Trods finanskrisen fastholder Friland salget af øko- og frilandskød på det danske marked
 

Frilands kunder har ligesom andre forbrugere spændt livremmen ind under det seneste års økonomiske krise. Det er dog først og fremmest luksusbøfferne, de skærer ned på, mens forbrugerne køber næsten samme mængde økologisk hakkekød, koteletter af Frilandsgris og andre dagligvarer.

Det kunne 130 leverandører fra hele landet glæde sig over, da regnskabet blev præsenteret på årsmødet på Sabro Kro. Årsmødet var samtidig en faglig dag, som blandt andet gav anledning til at diskutere optimering af kødkvægsproduktionen og muligheden for produktion af hangrise.

Et af de mere farverige indslag blev præsenteret af slagtermester Tor Bak fra SuperBest, som havde medbragt en halv okse til mødet, for derigennem at vise, hvordan de forskellige dele af dyret ender som udskæringer i butikken.

Friland har cirka 1100 øko- og frilands-leverandører. Selskabet har i det forløbne år haft en næsten uændret omsætning på 460 millioner kroner, hvoraf to tredjedele stammer fra salget af økologisk kød. I det forløbne år har virksomheden haft særligt held med eksporten af økologisk svinekød, som trods faldende priser er øget med hele 44 procent.

På mødet var der stor glæde over den stadigt stigende eksport, men flere leverandører ytrede ønske om, at det økologiske kød bliver mere synligt blandt de danske forbrugere. Virksomhedens direktør, Karsten Deibjerg Kristensen varslede på årsmødet flere initiativer, som skal øge synligheden i Danmark – uden at det tager luften ud af virksomhedens fortsatte succes på eksportmarkederne.

Salget på hjemmemarkedet har i det forløbne år været nogenlunde stabilt for både Frilandsgris og det økologiske kød. Selskabet har dog mærket forbrugernes større forsigtighed på salget af kødkvæg og Økologisk Ungokse, som er blandt de mest eksklusive oksekødsprodukter på markedet.

Frilands årsberetning kan hentes som pdf-fil her

20. november 2009



Print from www.friland.dk 09.02.2012.
Friland A/S
Brårupgade 3 . 7800 Skive
Tlf. +45 8919 2760 . Fax. +45 8919 2351