Kurven vender atter opad
Efter en hård start på regnskabsåret, er det igen positive tal, der præger slutningen af andet kvartal i Frilands halvårsregnskab. Dermed er kurven vendt og peger atter opad.
Frilands omsætning i første halvår af 2008/2009 er større end forventet og større end sidste år. Uden datterselskabet J. Hansen GmbH har Friland omsat for 207 mio. kroner, til sammenligning var omsætningen i samme periode sidste år 202 mio. kroner. Indtjeningen i perioden bærer dog præg af, at priserne har været pressede på stort set alle produkter.
- Mens det første kvartal gik trægt med en faldende indtjening, er det her i slutningen af andet kvartal gået den rigtige vej. Vi har rettet op og indhentet noget af den tabte indtjening, især sidste måneds regnskab er positivt, siger Karsten Deibjerg Kristensen, direktør i Friland.
Vækst i vanskelig periode Trods den vanskelige markedssituation er det samlet set i halvåret lykkedes at skabe vækst i omsætningen af den økologiske gris og af Friland Limousine, og som et nyt produkt er Friland Kødkvæg også en del af samlede vækst. Den økologiske okse har haft en lille fremgang, mens Frilandsgrisen har haft en mindre tilbagegang.
Indtjeningsmæssigt har Frilandsgrisen klaret sig fornuftigt, selv om den har haft vanskeligere vilkår efter at have mistet stort set hele sin eksport. Friland Limousine og Friland Kødkvæg bærer præg af, at det har været vanskeligt at afsætte de dyre delstykker, og at priserne er faldet væsentligt. Den økologiske okse er mindre ramt, idet den har kompenseret ved at tjene stabilt og godt på det populære hakkekød.
Den økologiske gris havde det rigtig svært i begyndelsen af halvåret, men er i de seneste måneder begyndt at hente ind på den manglende indtjening. Problemet har først og fremmest været pressede priser på grund af et for stort udbud på det europæiske marked, men efter en nedgang i antal slagtede grise er der atter ved at være balance mellem udbud og efterspørgsel.
Udviklingen er vendt - Alt i alt tyder det på, at vi har vendt kurven, så den nu atter peger opad. Vi har i øjeblikket en god afsætning af økologisk svinekød både herhjemme og til det tyske og det franske marked. Frilandsgrisen, Friland Limousine og Friland Kødkvæg har det stadigt vanskeligt, men vi arbejder på også at vende udviklingen for disse produkter, og vi tror overordnet på, at bunden er nået, og at det stille og roligt vil fortsætte med at gå den rigtige vej, siger Karsten Deibjerg Kristensen.
Den positive udmelding skal ses i lyset af, at alle Frilands tillæg især i første del af perioden er blevet sænket for at tilpasse sig økonomien, og at de derfor ikke har ligget på et tilfredsstillende niveau for producenterne. Den seneste fremgang kan dog så småt begynde at mærkes. Inden for den sidste måned er tillægget på den økologiske gris hævet to gange med 25 øre/kg, og fra næste uge hæves også den økologiske okse med 50 øre/kg.
- Vi er opmærksomme på landmændene trængte situation, og så snart der er økonomisk mulighed for det, vi vil hæve tillæggene på de enkelte produktgrupper, siger Frilands direktør.
24.04.2009
|