Friland laver eksportfremstød i Sverige


gruppbild kockar minister.jpg
 

Friland laver eksportfremstød i Sverige

Det er dansk. Det er økologi. Og det er gastronomi på et meget højt niveau. Således lød budskabet, da Friland i weekenden var i Sverige for at vise svenskerne, at danske råvarer er et godt valg, når de skal købe økologiske fødevarer.

Ved eksportfremstødet arrangeret af Landbrugsrådet tryllede de to stjernekokke, køkkenchef Rasmus Koefoed fra restaurant Geranium i København og hans svenske kollega Paul Svensson fra F12 i Stockholm, kulinariske oplevelser frem af bl.a. økologisk svinekød fra Friland. Formålet er at komme ind på et voksende økologisk fødevaremarked. 

- Sverige er et godt nærmarked, som vi ser nogle gode muligheder i. Økologien er på vej op, og vi tror på, at svenskerne står overfor et økologisk boom, ligesom vi har set det herhjemme de seneste år, fortæller Arne Dyrebjerg, salgschef i Friland A/S.

Interessen for økologi er kommet lidt senere i Sverige end i Danmark. Herhjemme udgør de økologiske fødevarer ca. 7,5 % af det totale madsalg, i Sverige var det tilsvarende tal sidste år ca. 3 %. Markedsandelen for de økologiske fødevarer i Sverige forventes dog at stige støt de kommende år, især indenfor restauranter, kantiner og storkøkkener er der udsigt til en rivende udvikling. Den svenske regering har en ambition om, at hele 25 % af fødevareforbruget i den offentlige sektor skal være økologisk i 2010.

- Friland er klar til denne udvikling. Ikke alene kan vi tilbyde dansk, økologisk svinekød, vi kan også levere svensk, økologisk svinekød, idet vi allerede sidste år tegnede kontrakt med en svensk landmand om levering af økologiske grise, fortæller Arne Dyrebjerg.

Ved eksportfremstødet deltog også mejeriselskaberne Arla, Thise, Naturmælk og Søvind, der alle har øjnet mulighederne på den anden side af Kattegat og Øresund.

20.05.2008



Print from www.friland.dk 09.02.2012.
Friland A/S
Brårupgade 3 . 7800 Skive
Tlf. +45 8919 2760 . Fax. +45 8919 2351