Friland og Dyrenes Beskyttelse har i løbet af det seneste år samarbejdet om at undervise SuperBest-slagtere i dyrevelfærd. Det arbejde er nu slut, og samtlige 220 slagterafdelinger i SuperBest-kæden har nu certifikat på, at de har særlig viden om dyrevelfærd og baggrunden for produktion af Frilandsgris, økologisk svinekød og Friland Kødkvæg.
Allerede i slutningen af juni starter dyrevelfærds-kampagner i SuperBest-butikkerne med skilte, pjecer, opskrifter og butiks-video’er om sammenhængen mellem kødforbrug og dyrevelfærd.
Resten af året vil tre dyrevelfærdskonsulenter køre rundt i landet og rådgive butikkerne om, hvordan dyrevelfærden bedst kan bruges i markedsføringen af etisk højprofilerede kødprodukter.
Butiks-kampagnen for bedre dyrevelfærd bliver gentaget i SuperBest-butikkerne i starten af september og i forbindelse med optakten til julesalget i slutningen af november.
17.6.2010 |