| "Stem på Krølle" er titlen på en ny kampagne for økologisk svinekød, som kører i de kommende uger.
Kampagnen vil blandt andet blive tydelig på Frilands detailpakker med økologisk kød, som udstyres med en særlig etiket som fortæller om de særlige kvaliteter ved økologisk svinekød. Det fremhæves i materialerne, at grisene har god plads, og at økologiske grise er sikret grovfoder (bl.a. hø) og får økologisk dyrket foder.
Kampagnen bruger den krøllede grise-hale som hovedtema og spiller dermed på, at økologiske grise ikke må halekuperes og derfor ofte har krølle på halen.
Kampagnen, som gennemføres af Økologisk Landsforening, omfatter også udendørs reklamer og annoncering i en række trykte medier. |