Frilandsgris til Australien
Friland har lavet en aftale med Primo Small Foods, en forædlingsvirksomhed, som er en af Danish Crown gode kunder ”Down under”. Primo Small Foods vil fremstille en serie forædlede produkter af Frilandsgrisen til den australske supermarkedskæde Woolworths.
I Australien er dansk svinekød anerkendt for sin høje kvalitet, og landet har en lang tradition for at købe dansk kød, og da Woolworths kæden efterspurgte svinekød med en ekstra høj grad af dyrevelfærd, henvendte deres leverandør Primo Small Foods sig direkte til Friland.
- Der er ingen tvivl om, at Friland som datterselskab i Danish Crown havde en fordel, fordi kunden har et solidt samarbejde med moderselskabet og derfra har kendskab til Friland. De ved hvem vi er, hvad vi står for og hvad vi kan levere. De kom direkte til os, fordi tilliden allerede var etableret, fortæller Marc Ridout, Frilands engelske salgsdirektør.
12.06.2009
|