Optimisme i Europa
Der er grund til optimisme for den økologiske gris. Det mener direktøren for Frilands internationale afdeling i Kiel, Jürgen Hansen. Godt nok er vi midt i en historisk finanskrise, men Jürgen Hansen oplever i øjeblikket en stigende afsætning af økologisk svinekød på det europæiske marked. Mens salget dykkede i sidste kvartal af 2008, er der nu tilsyneladende atter ved at komme gang i efterspørgslen. Salget til det tyske marked er således steget med omkring 150 pct. siden efteråret, og i Frankrig sælger Friland i øjeblikket et stadig større antal skinker.
Fremgangen på det europæiske marked har indenfor den seneste måned gjort det muligt at hæve tillægget på den økologiske gris to gange med 25 øre/kg. Og Jürgen Hansen forudser, at afsætningen vil stige yderligere. - Vi kan se, at vores solide og stabile kunder stadig sidder stærkt på markedet, og at de nu igen er begyndt at bestille større mængder. Priserne er stadig lavere end da markedet var bedst, men jeg tror på, at de efterhånden vil rette sig op, for efterspørgslen på økologisk kød er der, og den er altså stigende, siger Jürgen Hansen.
17.04.2009 |