En stærk international afdeling
Friland har fået en styrket international afdeling, efter eksportaktiviteterne i forbindelse med Frilands omstrukturering er blevet samlet i Kiel. Her vil Jürgen Hansen som direktør for afdelingen fremover have ansvaret for den samlede afsætningen af Frilands kød på alle eksportmarkeder uden for Norden. - I den nye struktur har vi lavet en tydeligere ansvarsfordeling og samlet kræfterne, så vi er bedre rustet til fremtiden med en samlet, målrettet international salgsindsats, der kan skabe den vækst, som er nødvendig på eksportmarkedet, fortæller Karsten Deibjerg Kristensen, direktør i Friland.
Jürgen Hansen har været leder af Frilands tyske datterselskab siden 2006 og får i den nye struktur også ansvar for bl.a. England og Frankrig. Frilands engelske eksportsalgschef, Marc Ridout, vil således fremover blive knyttet til afdelingen i Kiel, men han vil fortsat stå for salget til bl.a. det engelske marked - som er hans hjemmebane - og til det franske marked, hvor Friland på det seneste har skabt en god afsætning. Det overordnede ansvar for Frilands eksportaktiviteter vil altså ligge hos Jürgen Hansen, der har formået at skabe en rigtig god position på det tyske marked.
Da Friland købte selskabet ”J. Hansen GmbH” i januar 2006 var det et tradingselskab, som købte og solgte økologisk kød. Siden er virksomheden vokset en hel del, og omsætningen er mere end fordoblet. I Frilands nye struktur afsætter afdelingen i Kiel omkring 60 procent af de økologiske grise fra Danmark samt økologiske grise fra Tyskland og Italien til forædlingsvirksomheder i Europa.
Læs også: Optimisme i Europa
17.04.2009
|