Festival på 1. klasse
Med bløde, fugtige grisetryner blev de 20 heldige festivalgæster, som flytter ind i svinestien på årets Skanderborg Festival, i går udtrukket.
Ikke mindre end 9000 håbefulde festivalgængere fra hele landet havde sendt postkort ind for at deltage i lodtrækningen om et ophold i en frilandshytte på dette års festival. Og i den helt rigtige festivalånd var det selvfølgelig en flok grise, der blev sat på opgaven med at udvælge de heldige vindere. For man skal være gjort af det rigtige stof for at flytte ind i en svinehytte, så i bjerget af godt 9000 kunstneriske og farvestrålende postkort snusede og smagte fem smågrise sig frem til de helt rigtige bofæller.
En af de heldige, som faldt i grynternes smag, er Flemming Frost fra Bjerringbro, som sammen med sin kone Vivian havde lavet knap 800 postkort for at komme med i opløbet om en plads i svinestien. Parret havde sidste år kigget langt efter de lækre hytter på Danmarks Smukkeste Festival, så i år besluttede de sig for at arbejde hårdt for en plads i den eftertragtede sti.
- Det er jo festival på 1. Klasse, griner Flemming Frost højt, da nyheden bliver overbragt i telefonen. - Det er bare så fedt fundet på og en rigtig god fornyelse af festivalen.
Sidste år var første gang i mange år, at Vibeke og Flemming Frost pakkede teltet og tog på Skanderborg Festival.
- Jeg var der i 80’erne, og det hele er, som jeg husker det. Der er fyldt med søde og positive mennesker og rigtig god musik, og så er stemningen noget helt særligt. Og så bliver det jo luksus-udgaven i år, når vi skal bo i en svinehytte, lyder det fra den glade vinder.
Skanderborg Festivalen er som altid den anden weekend i august, og Danish Crown og dermed datterselskabet Friland vil igen være klar med de skønne svinehytter, Baconbaren og en overraskelse eller to.
17.04.2009
|