Miljøvenlige pile-svin
Hvad sker der, hvis man slipper en flok grise løs på nogle marker med pil og elefantgræs? Jo, allerførst borer de trynen ned i jorden og giver sig til at rode i den. I sig selv er det måske ikke så overraskende, men alligevel holder tre forskere ved Foulum lige nu nøje øje med sådan en flok grise. De er i gang med at undersøge, om det er muligt at opdrætte økologiske grise på marker med energiafgrøder – for at se om grise og planter kan trives sammen i en ny og miljøvenlig kombination. - Vi undersøger grisenes adfærd, hvordan bruger de pilene? Udnytter de dem til at søge læ og skygge? Ligeledes kigger vi på pilene, tager de skade af, at grisene roder rundt? Æder grisene planternes rødder?, fortæller Anne Grethe Kongsted, forsker på Foulum.
Resultatet vil vise, om der er miljø-perspektiver i sådan nogle pile-svin. Forventningen er, at pilen vil opfange næringsstofferne fra grisene til gavn for miljøet, samtidig med at pilen kan give grisene større dyrevelfærd, fordi den kan beskytte dem mod solen og vinden. Desuden kan pilene være med til at holde foldene tørre, fordi pil har et meget stort vandoptag, og nogle landmænd kan på bestemte årstider have problemer med mudrede og våde folde. Sidst men ikke mindst høstes pilen og bruges til energibrændsel.
Forsøget gennemføres for Økologisk Landsforening. I første omgang er der tale om 36 grise på omkring 50 kg, som blev lukket ud for et par uger siden. De næste ca. 10 uger skal de nyde livet i ”pileskoven” ved Foulum. - Hvis alt forløber som planlagt, er det meningen, at forsøget skal gennemføres i lidt større skala ude hos en af Frilands økologiske landmænd. Tanken er at lukke søer ud, som skal fare. Hvis pilen kan holde til slagtesvin, kan den også holde til søer med smågrise, siger Tove Serup fra Landscentret, der er projektkonsulent på forsøget. Sidstnævnte forsøg kan tidligst realiseres om et år, da det er den tid, det tager, før pilen er vokset tilstrækkelig op.
02.04.2009
|