Mindre salmonella i fritgående svin
Langt færre fritgående svin bærer rundt på salmonellabakterier i forhold til konventionelle svin. Det viser en ny undersøgelse fra Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
- Vores forventning var egentlig, at de fritgående svin oftest ville have salmonella, fordi de er i kontakt med eksempelvis jord og fugle, som kunne overføre smitten. Men til vores overraskelse har vi fundet, at der er flere tilfælde af salmonella blandt de konventionelle svin end blandt de fritgående og økologiske," siger Henrik C. Wegener, direktør på Fødevareinstituttet på DTU, til DR Nyheder.
Chef for Frilands Landmandsafdeling, Henrik Bækstrøm Lauritsen, oplyser at resultatet bekræfter en tidligere undersøgelse af forekomsten af salmonella bakterier på selve kødet. Han mener, at forklaringen skal findes hos frilandsgrisenes immunforsvar.
- Det er jo glædeligt at konstatere, at selv om frilandsgrisene sandsynligvis i højere grad eksponeres for bakterier, så har de åbenbart et forbedret immunsystem, som gør grisene i stand til selv at bekæmpe bakterierne og dermed mindske risikoen for overførsel til mennesker, siger han.
En anden forklaring kan være foderet. - Noget tyder på, at det grovere foder, som de fritgående grise spiser, spiller ind. Måske trives salmonella bedre i tarmene, når dyret har fået fint foder, som de konventionelle grise typisk får, siger Henrik C. Wegener.
Undersøgelsen bygger på tarmprøver fra 1.400 slagtesvin, der var henholdsvis konventionelle, frilands og økologiske. Tarmprøverne viste, at der var salmonella i cirka 11 procent af de konventionelle svin, 7 procent af de økologiske svin og i 5 procent af frilandssvinene altså kun halvt så mange som hos de konventionelle svin.
05.01.2009 |