Fremgang for Limousinen
Friland har afsat 214 tons Friland Limousinekød og haft en omsætningsvækst på 23 pct. i forhold til sidste regnskabsår. Fremgangen skyldes blandt andet, at Friland har solgt ca. 30 tons Limousine kød til private slagtere, en fremgang på ikke mindre end ca. 130 pct. i forhold til 2006/07.
En af de private slagtere, som er begyndt at føre Limousinekød i butikken er Aabenraa Slagteren. Sidste år brød indehaveren en gammel tradition og fik det eftertragtede kød i butikken. Den beslutning har han ikke fortrudt.
Aabenraa Slagteren er en 132 år gammel familievirksomhed. I fem generationer har familien Johansen drevet slagterbutik, og siden nuværende indehaver Hans Henrik Johansens tipoldefar i 1874 slog sig ned som slagter, har skiftende lokale landmænd leveret slagtedyr til butikken. Men sidste år tog Hans Henrik Johansen en beslutning. Han indgik en aftale med Friland om faste leveringer af Friland Limousine.
- Det er vi super tilfredse med. Vi får alt opskåret, og vi kan få nøjagtig de stykker, vi har brug for, alt sammen i en god og ensartet kvalitet. Netop det, at kvaliteten er ens, er meget vigtigt for os. Det kan ikke nytte noget, at en kunde én dag køber en bøf, som han synes smager fantastisk, hvis han næste gang får et stykke kød, som han er mindre tilfreds med. Vores kunder forventer at få den bedste kvalitet hver gang, og den forventning kan vi indfri med Friland Limousine, siger Hans Henrik Johansen.
Kunder fra nær og fjern Siden Aabenraa Slagteren i december begyndte at sælge Friland Limousine, har Hans Henrik Johansen langet godt syv tons af kødet over disken, hvilket på jysk må siges at være ganske pænt i en by med mindre end 16.000 indbyggere. Noget af forklaringen er da også, at kunderne kommer kørende både fra Kolding og fra Als for at handle i en butik, som er kendt for at kunne sit håndværk og blandt andet fremstiller hele 68 forskellige pølser.
Et af argumenterne for at købe slagtedyrene fra lokale landmænd var gennem alle årene, at slagteren på den måde havde tæt kontakt til landmændene og dermed god føling med, at dyrene havde haft et godt liv. Hans Henrik Johansen tog tidligere på ”kontrolbesøg” for at sikre sig, at forholdene på gården var i orden. Den opgave behøver han ikke længere bruge tid på, fordi Friland Limousine er et koncept anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, som også fører løbende kontrol med opdrættet. I stedet kan Hans Henrik Johansen nu koncentrere sig om at udføre det stolte håndværk, han har arvet fra familiens fædre.
19.11.2008 |