Frilands økobacon får fornem pris
Frilands økobacon atter gjort sig positivt bemærket i England. Hele to baconprodukter har i dag modtaget en fornem engelsk pris; ”The Great Taste Award”, fødevarernes pendant til en Oscar. Det ene produkt, ”Organic Sea Salted Dry Cured Rashers”, har modtaget én guldstjerne, det andet, ”Organic Dry Cured Loin of Bacon with Citrus Pepper Coater”, har modtaget hele tre guldstjerner og har dermed opnået det højeste, uafhængige kvalitetsstempel for britiske fødevarer. Ikke mindre end 4.753 fødevarer i forskellige kategorier var indstillet til prisen, ud af dem blev 1124 tildelt en guldstjerne, mens blot 72 produkter opnåede tre stjerner. Bedømmelsen er foregået over flere uger, hvor tre hold af uvildige madeksperter skiftevis har ”blindsmagt” produkterne og efterhånden fundet frem til årets vindere. Prisen er udelukkende givet for den unikke smag – der er ikke skelnet til, at baconen er økologisk.
- Det er fantastisk at få sådan en anerkendelse, og der er ingen tvivl om, at det skaber positiv opmærksomhed omkring vore produkter. Det understreger tydeligt, at vores bacon nu for alvor er inde varmen, siger Frilands engelske salgschef, Marc Ridout.
De to prisvindere indgår i en serie mærkevarer fremstillet af frilandsgris og økogris. Den danske bacon forædles af den irske virksomhed Oliver Carty og markedsføres som fælles brand med både Oliver Cartys og Frilands logo på pakkerne. Fremover kan de to produkter desuden mærkes med ”The Great Taste Award” logo.
- Det er et kvalitetsstempel, som mange forbrugere lægger vægt på, når de køber ind, og det passer perfekt ind i vores strategi om at brande Frilands produkter. Det er første gang, vi har Frilands logo på Frilands produkter i England, og så er det jo rart at blive forbundet med det ypperste kvalitetsmærke, siger Marc Ridout.
Frilands og Oliver Cartys mærkevare serie blev sidste år udviklet og solgt i Irland og er siden foråret desuden kommet på hylderne i Englands prominente butikker; Harrods og Wholefood Market. Da baconprodukterne kom på det engelske marked blev de nominerede til at modtage en pris som årets bedste, nye økologiske produkt og som årets bedste emballagedesign.
08.09.2008
|