Smukt samarbejde i økostien
Friland, Tulip og Danish Crown har lagt kræfterne sammen på Danmarks Smukkeste Festival.
Sammen er vi stærke. Det gælder i høj grad, når virksomhederne indenfor Danish Crown koncernen lægger kræfterne sammen og arbejder mod et fælles mål. Det sker i forbindelse med årets Skanderborg Festival, hvor medarbejdere fra Danish Crown, Tulip og Friland i fællesskab sikrer, at det bliver en festival, gæsterne vil mindes med glæde.
Igen i år kan nogle få heldige festivalgæster overnatte i Frilands specialindrettede svinehytter, placeret i det smukke område lige ned til Skanderborg sø. Præcist som sidste år vil de vågne op til en lækker økologisk morgenmad, der endda byder på en ægte nyhed. Tulip benytter nemlig Skanderborg Festivalen til for første gang at lade forbrugerne smage den nye økologiske luksusbacon, der fra efteråret vil kunne købes i butikkerne.
Det økologiske Tulip bacon er håndsaltet på gammeldags manér, kødet kommer fra Frilands økologiske grise og hvad er så mere naturligt end at servere det for første gang, når Danish Crown serverer økologisk morgenmad på årets Smukfest. ”Det er en god mulighed for at præsentere Tulips økologiske bacon for første gang, og vi er sikre på, at folk vil tage godt imod det. Det er bacon lavet på den gammeldags facon, og det smager fantastisk”, siger kategorichef i Tulip Mette Schacht Færch.
Også hos Friland og Danish Crown er der glæde over, at de tre virksomheder i fællesskab kan få gavn af både festival og lancering af nye produkter. ”Vi glæder os til at forkæle vores festivalgæster – og ved fælles indsats give dem en uforglemmelig oplevelse i Danmarks Smukkeste Svinesti. De heldige gæster, som har vundet hytterne ved lodtrækning, skal naturligvis kunne mærke økostiens ekstra velfærd, derfor er det passende, at de bliver de første, der kan nyde Danmarks nye økologiske bacon”, siger Randi Kok, kontorchef i Friland A/S.
FØLG FRIDA OG FRILAND PÅ SMUKFEST HER
10.07.2008 |