Friland håber på flere kontrakt-anmodninger
Deadline er passeret, anmodningerne er talt op, og Friland A/S er klar til at tegne årets kontrakter med Limousineleverandørerne. I alt 700 anmodninger er der kommet ind, hvilket er ca. samme niveau som sidste år. Alligevel vil Friland A/S gerne have flere. Jens Peter Nannerup, leder af Frilands landmandsafdeling håber, at der vil dumpe flere anmodninger ind, også selv om tidsfristen er overskredet. - Skulle nogen have glemt at få anmodningen sendt af sted, tager vi gerne imod den, så det kan altså nås endnu. Vi kan sagtens bruge flere dyr, for det går fortsat rigtig godt for Limousinen, fortæller han. Den positive udmelding bekræftes af Frilands salgschef, Arne Dyrebjerg. - Irma har bedt os om flere dyr, så de kan køre noget mere markedsføring på Limousinekødet. Det er et af deres top-produkter, som kunderne i høj grad efterspørger. Irma vil meget gerne køre jævnlige kampagner, for faktisk fordobler de salget i de uger, de kører kampagne, siger han. Arne Dyrebjerg vil gerne opfordre de nye leverandører til at bestræbe sig på at tilpasse kælvningstidspunktet, så det kommer til at passe med efterårsleveringer næste år. - Typisk har vi flest dyr om sommeren og ikke så mange om efteråret, men det er vigtigt, at vi kan levere Limousine kødet, så kunderne kan købe det i butikkerne hele året rundt, siger salgschefen.
11.06.2007 |